top of page

Da jeg holdt pause..

Der var en gang jeg altid pressede på. Pressede på for at få tingene gjort, arbejdede lidt mere, knoklede lidt mere. For det var jo når jeg liiige var nået over den her opgave/deadline eller havde fået ryddet op i det skab, skrubbet alle gulve, SÅ kunne jeg slappe af.


Det kom bare aldrig, der var altid en ny ting, der skulle ordnes og fixes.


Som om når jeg havde ryddet op og gjort rent derhjemme (også helt inde på bagerste hylde), og alt vendte helt ”rigtigt” så kunne jeg få styr på det der med arbejdet bagefter.

  Så jeg sagde til mig selv, ”i morgen så tager jeg fat på de ting jeg kan mærke, ikke rigtig fungerer, så siger jeg det højt til nogen”


Den næste morgen tog jeg afsted og allerede efter ganske kort tid på arbejdet, havde jeg sagt ”ja det fixer jeg ” så mange gange at jeg der ikke var tid til at tage den snak, som jeg jo havde brug for.


Jeg sagde til mig selv, pyt! Jeg giver den en skalle og så går det og så er der jo en dag i morgen.


Sådan gik mange dage og til sidst anede jeg faktisk ikke hvad den snak, jeg så gerne ville have haft skulle handle om. Jeg smilede, knoklede, udførte mit arbejde. Altså! Jeg var da også glad, jeg grinede og havde gode kollegaer, og det var når jeg tænkte på de gode ting at jeg sagde til mig selv, ”ej det er da også dig der er noget galt med, du er bare utaknemmelig”

Lige indtil jeg vågnede en morgen, kunne jeg ikke komme ud af sengen. Jeg havde allermest lyst til at trække dynen helt op over hovedet. Lukke verden ude. Jeg kunne ikke finde ud af det mere.. Der lå jeg så en dag eller 2. Så rejste jeg mig igen.


Min fysiske krop havde fået det ro den havde behov for, og energien i kroppen var tilbage. Det der rumsterede i mit hoved, lagde jeg pænt ned i min rygsæk og tog på ryggen.


Det gjorde jeg i årevis, og det var først da jeg havde mistet begge mine forældre at det lykkedes mig at tage en pause. Min far døde i 2014 og min mor døde i 2017. Først der midt i det kæmpe tab og med den sorg i mig tog jeg en lille pause, men kun en lille.


I årene imellem de faldt bort, brugte jeg naturen som redskab. Derude kunne jeg finde ro. Jeg arbejde med mig selv, gennem yoga, meditation og coaching. Jeg læste, lærte og brugte alt det jeg fandt til at komme ind til mit hjerte og tilbage til mig selv.


Da min mor døde i september 2017, satte jeg mig selv ned og gloede ud i luften, men det var også det år jeg stillede op som byrådskandidat i Hjørring, så jeg lyttede alligevel, ikke helt til det min krop havde brug for.


Jeg brændte for at ville gøre en forskel for andre, og min mor havde så stolt fortalt om mig. Jeg rejste mig og knoklede. Da det hele var slut, stemmerne talt op og jeg ikke kom ind i denne omgang, der tog jeg mig en pause.


Jeg kunne ganske enkelt ikke mere. Min krop sagde stop og mit hoved kunne knap nok tænke en hel tanke til ende. Dér mærkede jeg, hvad der sker når man ikke lytter til alle de signaler kroppen giver dig.


I dag står jeg et helt andet sted fordi jeg tillod mig selv at tage den pause. Jeg har arbejdet med alt det jeg havde lagt i min rygsæk. Jeg kan sige, jeg har taget det op, kigget på det, accepteret det som det nu en gang er. Jeg har kun lagt det i min rygsæk som jeg vil have med mig videre. 


Jeg står stærkt, og det gør jeg fordi jeg står med hele mig – Det hele menneske jeg er. 






bottom of page